Skoletid i Lyon – Min franske familie

Vi bliver aldrig enige om hvordan man krydrer maden.

“I 1964/65 tilbragte jeg et skoleår i Lyon, Frankrig. Jeg gik i skole på et stort pigegymnasium og boede dels på nonnekollegium, dels på et værelse nede i byen. Det var der jeg mødte Geneviève, en fransk pige som jeg lige siden har haft forbindelse med og som min datter kalder ”vores franske familie”. Det har givet mange gode og også usædvanlige oplevelser – og kultursammenstød. Vi er stadig gode venner.”

Foyer Marie-Thérèse ahp 10.10.1967
Foyer Marie-Thérèse, tegnet d. 10.10.1967

“Min franske familie” blev “grundlagt” da jeg tilbragte et år i Lyon, hvor jeg bl. a. var elev på et pigegymnasium,  “Lycée d’État de Lyon de St. Just”,  med 2000 elever. Alle sammen piger i blå eller beigefarvede kitler. En af dem, Geneviève, boede på samme nonnepension hos Marie-Therése – søstrene som jeg. Hun inviterede mig hjem til sine forældre, først i efterårsferien, senere på weekend. På den måde kom jeg til at kende familien, blev optaget som “trettende kusine” og har haft forbindelse med hende og hendes familie siden. Som min datter siger, det ER vores franske familie.
Vi er altid sikre på en god modtagelse dernede og heldigvis har de også i årenes løb været glade for at besøge os her i Danmark. Det er rigtig godt for ens franske talesprog.

Place Lyautey